Deutsch English

Cho Oyu 8201m.

- april-maj 1996 -

Har man 1 gang været på bjergbestigning i Himalaja bliver det vanedannende! Bare størrelsen af bjergene og den deraf følgende stemning på en ekspedition er enestående og fås ingen andre steder.

Efter Mt.Everest ekspeditionen i 1994 sagde jeg: "ALDRIG MERE !" . Dette løfte holdt 1 måned, så trak bjergene mere end strabadserne afskrækkede. Det lykkedes så at komme med på holdet til en ekspedition til Cho Oyu i foråret 1996.

Geografi:

Cho Oyu er en del af Himalaya bjergkæden, der sammen med Karakorum, Tien Shan, Pamir m.v. dækker Asien i et bredt bånd fra vest til øst. Cho Oyu ligger 30 km vest for Mt.Everest på grænsen mellen Nepal og Tibet, d.v.s. at det kan bestiges fra 2 lande. I begge tilfælde kommer man først til Nepals hovedstad Kathmandu, hvorfra man kører enten til Cho Oyus sydlige basislejr stadig i Nepal eller kører til den tibetanske grænse og gennem Tibet til den nordlige basislejr. Til den nordlige basislejr kunne man også flyve fra Kathmandu til Lhasa, distriktshovedstaden i Tibet, og derfra køre til basislejren - det kræver bare at man lader andre sørge for at al udrustning køres fra Kathmandu.

Her er nogle landkort: Cho Oyu

Bjerget:

Cho Oyu er verdens 6. højeste bjerg og officielt 8201 m højt. Mt. Everest, verdens højeste bjerg, er kun godt 600 m højere.

Cho Oyus poetiske navn er Turkisgudinden. Bjerget blev besteget første gang i 1954 af en østrigsk ekspedition med Herbert Tichy, Sepp Jöchler og Pasang Dawa Lama. I 1952 havde englænderne med Edmund Hillary brugt det som træning til Mt.Everest ekspeditionen året efter - dog uden at nå toppen.

Cho Oyu er tidligere ikke blevet besteget så mange gange, men i 1990´erne er det blevet "genopdaget" og nu en af de mest søgte. Det regnes for at være en af de "lettere" 8000´er - alt er relativt: Ingen 8000´er er nem! Der er mindst 4 forskellige ruter i brug mod toppen, vi fik en permit (tilladelse) til "normalvejen" på den tibetanske nordside.

Teamet:

Ruten:

Basislejren ligger i 4800 meters højde. Hertil køres al udrustningen med lastbil. Så skiftes der om til yakokser, der bærer udrustningen 25 km over 1 mellemlejr til den fremskudte basislejr i 5400 meters højde. Derefter må sherpaerne og vi selv til at slæbe for at indrette højlejrene. Lejr 1 lagdes oven over det berømt/berygtede "Killerhang" i 6400 meters højde, lejr 2 på et lille plateau i 7000 meter og lejr 3 på en afsats i 7600 meters højde. Faste reb skal anbringes på teknisk svære passager - først og fremmest på en 80 meter høj isvæg og en 50° sneskråning mellem lejr 1 og 2, men også lige over lejr 1 og på en klippevæg mellem lejr 3 og topplateauet.

Forløbet:

06.april 1996: Det var virkeligt dejligt at lande i Kathmandu igen. Selv om byen om muligt er blevet mere støjende og forurenet end ved mit første besøg i forbindelse med Mt.Everest ekspeditionen i 1994 er den fascinerende: Kombinationen af mystik, hinduisme og andre -ismer på den ene side og så et udviklingsland i udvikling på den anden. Men som sædvanlig var der masser af ekspeditionsforberedelser, så turistprogrammet blev temmelig kortfattet.

Transporten til basislejren forløb stort set som på Mt.Everest ekspeditionen. Det kan næsten kun gøres på denne måde. Afsted gik det mod grænsebyen Kodari og første overnatning. I lodgen var der siden sidst blevet installeret elektrisk lys samt hængelåse på dørene. Det første er fremskridt, men det andet? Dagen efter til Zhangmu - den kinesiske side af grænsen - og lækker kinesisk middag. Ufatteligt så megen betydning mad får på en ekspedition, hvor resten er kulde, ingen søvn, slid, udmattelse. Overnatning i Nyalam på Kraftværksarbejdernes Fagforenings bygning. Der var tændt varmeovne. Herligt! Man mærker på kulden at Nyalam ligger i 3800 meters højde. Mad på vores kinesiske "stamrestaurant". Så 3 dages akklimatisation med ture i omegnen for at vænne os til højden. Til sidst en lang tur til Cho Oyus basislejr. Turen er flot med passet Lalung La (5050m) og udsigt til Shisha Pangma, den mindste 8000´er. Vejen var først åbnet for 1 uge siden, så vi kørte gennem flotte tunneler af sne - og selv vores Toyota 4 hjuls trækker kørte fast, men frem kom vi.

Basislejren var pivende kold og blæsende (højden er nu 4800m), men resultatet var at aldrig var der blevet læsset hurtigere af og bygget telte op. Her akklimatiserede vi igen 3 dage med småture i omegnen inden det gik videre mod den fremskudte basislejr. Vi havde kun 56 yaks, så udrustningen måtte transporteres ad 2 gange. Det blev en meget anstrengende tur pga. længden og snevejret og vi måtte opgive at få yak´erne helt til den plads hvor de østrigske førstebestigere i 1954 havde deres lejr. Yak´erne sank simpet hen i i sneen. Desværre fik vi derved både længere og mere højdeforskel at overvinde ved vores videre transport hvor sherpaerne og vi selv måtte bære. Det var ærgerligt, da vi jo må op og ned mange gange for at få al udrustningen båret op.

Højlejr 1 blev anlagt i 6400 meters højde på en kam over Killerhanget. Dette "spøgefulde" navn passer virkeligt, denne skråning kommer man op ad ved at gå 1 skridt frem og glide 2 tilbage. Lejren lå nu flot med udsigt. Her så jeg for første gang Heliotrop: et atmosfærisk fænomen hvor man ser 3 sole i en lyscirkel. FLOT! Om nætterne var der ofte elektriske udladninger i atmosfæren som mindede om Nordlys. Nætterne er virkeligt fantastiske i disse højder. Det har jeg bemærket på alle mine ekspeditioner.

Det var hårdt at bære udrustningen op til lejr 2. Hertil skal jo også det materiel vi skal bruge til lejr 3. Det stejleste stykke består af blank is. Her skal der disciplin til for at sparke fronttakkerne på cramponerne helt ind i isen så vægten af én selv + oppakningen bæres sikkert. Efter væggen kom et mindre plateau til "afslapning" og så endnu en væg. Oven over kom et spalterigt stykke, men vi fandt plads til vores telt i omkring 7000 meters højde.

Turen op til lejr 3 er én lang skråning. 20 skridt op, hvile stående, 20 skridt op,sidde. Man må tælle ellers kommer man ikke frem.Frem kom vi dog til 7600 meters højde med vores lille, men stormsikre telt. Da teltet var sikkert oppe tænkte jeg: Nu er den hjemme!

Sådan må man jo ikke friste Nemesis. I løbet af natten fik jeg tiltagende mavesmerter. Vi (Valdis, Horst og jeg) startede alligevel ved midnat med snesmeltning til te og kl. 2 gik det mod toppen. Det gik slet ikke. Valdis var udkørt fra tidligere, Horst fik begyndende forfrysninger i fingrene, handskeveksel på en skråning midt om natten i stormvejr og snefog er ikke det letteste! Min mave blev værre og værre og da jeg tabte min pandelampe og så den tumle ned ad skråningen for til sidst at forsvinde i en spalte tog jeg det som et vink med en vognstang og vendte om i omkring 8000 meters højde. Valdis var da vendt om og Horst vendte også.

Så fulgte en 5 dages (tor)tur ned til basislejren.Stadige mavesmerter, snestorm og passeren forbi ligene af mennesker der var frosset ihjel satte fantasien igang, men når det gælder kan man mobilisere uansede resourcer. Vi nåede alle med vores udrustning og affald basislejren og de ventende jeeps og lastbil.

Hjemme igen:

Bjergbestigningsmæssigt var ekspeditionen en succes: 5 deltagere ud af 14 nåede toppen, til dels direkte fra lejr2 ad alternativ rute. Vi nåede alle ned igen med få skrammer: Janis måtte midt under ekspeditionen køres ned til Kathmandu med højdesyge men kom sig relativt hurtigt. Horst fik forfrysninger i fødderne og måtte gå hele sommeren med sorte fødder. De helede dog uden mén. Mit maveproblem fortog sig ved hjemkomsten til Tyskland. Andre ekspeditioner var ikke så heldige.

Det var selvfølgeligt ærgerligt at måtte opgive en bestigning 200 meter under toppen efter 1 års forberedelser og 5 ugers strabadser på bjerget. Så tæt på og så alligevel ikke. Her må man nu være så ansvarlig at man anerkender at grænsen er nået. Det vigtigste er ALTID at komme ned i god behold og ikke sætte eget eller andres helbred på spil. Bjerget ligger der nok stadig næste år!

At nå toppen ville alligevel kun have været prikken over i´et. Der var så mange forskellige oplevelser at glæde sig over: Skønheden i bjerge i sne, stjernerne der skinner klarest i højderne, fornemmelsen af at deltage i en "rigtig" ekspedition, gense kammerater fra Mt.Everest ekspeditionen, den kinesiske mad (mad igen!), natlig køretur gennem små nepalesiske byer, genopdagelse af dufte, farver og varme efter 5 uger på gletsjer. Endelig: At nå 8000 meters højde er jo heller ikke alle beskåret.