Deutsch English

Mt.Everest 8848m.

- april-juni 1994 -

Mit mest ambitiøse projekt bjergbestigningsmæssigt set var forsøget på at bestige Mt.Everest i foråret 1994. Det havde følgende formål:

• som den første dansker at nå toppen af verdens højeste bjerg

• med den første ekspedition at gentage Messner ruten på nordsiden af Mt.Everest, som indtil da kun Reinhold Messner selv havde klatret

• at gøre det uden brug af kunstig ilt

Det var VIST en stor mundfuld og som tiden skulle vise ogå for stor en mundfuld! Men lad os ikke foregribe begivenhedernes gang og i stedet lave en seriøs beretning:

Geografi:

Mt.Everest er en del af Himalaya bjergkæden, der sammen med Karakorum, Tien Shan, Pamir m.v. dækker Asien i et bredt bånd fra vest til øst. Mt.Everest ligger på grænsen mellen Nepal og Tibet, d.v.s. at det kan bestiges fra 2 lande. I begge tilfælde kommer man først til Nepals hovedstad Kathmandu, hvorfra man kører enten til Khumbu og Mt.Everests sydlige basislejr stadig i Nepal eller kører til den tibetanske grænse og gennem Tibet til den nordlige basislejr. Til den nordlige basislejr kunne man også flyve fra Kathmandu til Lhasa, distriktshovedstaden i Tibet, og derfra køre til basislejren - det kræver bare at man lader andre sørge for at al udrustning køres fra Kathmandu.

Her er nogle landkort: Mt.Everest

Bjerget:

Mt.Everest er verdens højeste bjerg og officielt 8848 m højt. Nyere satellitmålinger siger 8850 m, det er i hvert fald HØJT!

Mt.Everest er opkaldt efter Sir George Everest, chefen for den engelske landmåling, der i 1840´erne og -50´erne opmålte Himalaya. I Nepal kaldes bjerget Sagarmatha og i Tibet Qomolungma.

Mange hovedsageligt engelske ekspeditioner har bidraget til udforskningen og kortlægning af området omkring Mt.Everest - oftest under eventyrlige forhold, nogen gange under udfoldelse af diplomati andre gange under våbenanvendelse. Fra midten af det 19.århundrede førte ekspeditionerne fra britisk Indien gennem Tibet, da Nepal den gang var totalt lukket for udlændinge, indkapslet af bjerge uden nogen vejforbindelse (da de nepalesiske herskere købte deres første Rolls Royce´s blev bilerne skilt ad og båret ind i Nepal fra Indien, men dette er en anden historie!). Denne udforskning kulminerede i 1924 med Mallorys og Irvines forsøg på at nå toppen, deres forsvinden og den deraf følgende diskussion om de nåede helt op. Sikkert er kun at den engelske ekspedition i 1953 gennem det da åbnede Nepal med Ed Hillary og Tenzing Norgay nåede toppen fra sydsiden. Siden da er der åbnet flere forskellige ruter mod toppen både fra syd- og nordsiden.

Teamet:

Ruten:

"Normalvejen" - hvis man kan kalde noget i denne størrelsesorden normalt - går fra den nepalesiske sydside. Den anses for at være "nemmere" og "sikrere" - alt er relativt!. Derfor benyttes den i dag af de fleste bjergbestigere.

På nordsiden fra Tibet findes også interessante bestigningsmuligheder. Mallory og Irvines rute fra 1924 går fra Øst Rongbuk gletsjeren til Nordsadlen og over Nordøstkammen til toppen. Nye endnu ikke bestegne muligheder findes også. I foråret 1994 forsøgte bl.a. den franske bjergbestiger Chantal Mauduit i en ekspedition under ledelse af Russel Brice helt at omgå Nordsadlen ved at klatre væggen direkte mod Nordøstkammen. Desværre også uden succes.

Vi havde valgt at forøge en bestigning, som kun Reinhold Messner havde klaret før: Fra Øst Rongbuk gletsjeren til Nordsadlen, halvt oppe mod kammen tværs over Nordvestvæggen og op gennem Great Couloir, over Det gule Bånd ud af couloiren og op på toppyramiden. Vi er meget taknemmelige for Reinhold Messners entusiastiske støtte og rådgivning.

Forløbet:

03.april 1994: En pragtfuld oplevelse: Når man lander i Kathmandu får man Asiens smilende menneskemylder lige i ansigtet - dertil varme, dufte, krydderier, templer. Især hvis man aldrig har været i Asien før, bliver man indfanget af denne atmosfære grundlagt i ens tidlige liv gennem læsning af Kiplings indiske fortællinger; Sven Hedins, Mannerings, Younghusbands og Noels eventyrlige ekspeditioner i slutningen af det 19.- og begyndelsen af det 20.århundrede. Trods al travlhed med ekspeditionsforberedelser og indkøb MÅ man ud og opleve byen.

Forberedelser er der mange af: De sidste bureaukratiske formaliteter, sammenstilling af de ting som først anskaffes i Kathmandu, læsning af lastvogn med al udrustning samt ikke mindst skrivning af postkort til familie, venner og bekendte.

Første del af transporten gik med bus (for os) og med lastbil (for de 4 tons udrustning) fra Kathmandu til Kodari, en lille flække på grænsen til Tibet.Her får man for første gang indtrykket af at de snedækkede kæmper læner sig ind over en så man næsten kan røre ved dem. Et besøg ved den vanddrevne (!) bedemølle viste, hvor praktisk religionsudøvelse kan være.
Efter overnatning læssede vi os selv og udrustningen om på små shuttle lastvogne, som bragte os over Venskabsbroen og stejlt op til Zhangmu, den kinesiske grænseby, hvor vi læssede os selv på Toyota Landcruisere (4 hjuls trækkere) og udrustningen på lastvogn. Der var også tid til lidt indkøb i den relativt velstående by, som lever på grænsehandlen med-eller bedre sagt eksporten til-Nepal.Videre går det til Nyalam.
Nyalam ligger allerede i 3700 meters højde, så det var en brat stigning fra Kathmandu dalen. I Nyalam overnattede vi 3 nætter for at akklimatisere os. Hver især prøvede efter kræfter at udnytte tiden til lidt klatring. Jeg besteg 2 tinder, der begge var lige over 5000 meter. Derefter gik det videre over det højeste pas med bilvej jeg kender Lalung La 5050 m, overnatning i Shegar og videre til Mt.Everest basislejren.

Basislejren ligger i 5200 meters højde i Rongbuk dalen, så langt man overhovedet kan komme med bil. Hertil vil vi komme fra tid til anden når der er brug for at samle kræfter, så her her vi permanent forsyninger, et køkkentelt, et opholdstelt og et par sovetelte. Efter et par dages rast gik det videre til fods (os) og med yak okser (udrustningen) med 3 mellemlejre op ad Rongbuk gletsjeren og Øst Rongbuk gletsjeren til den fremskudte basislejr i 6400 meters højde. Vi havde 100 yaks til vores udrustning.

Den fremskudte basislejr er det højeste punkt yak okserne når. Her indrettede vi vores hjem for de følgende uger med køkkentelt, opholdstelt, sovetelte (1 person pr. telt hvis man har brug for at være alene OG DET HAR MAN af og til p.g.a.frustration, hjemve, træthed, sygdom). Fra den fremskudte basislejr må alt bæres til indretning af de 3 højlejre og til sikring af de udsatte steder på ruten. Vi må derfor klatre mange gange mellem lejrene for at skaffe udrustningen frem: Bjerget bliver altså besteget flere gange. Kun fra lejr 3 håber vi på 1 fremstød til toppen. Hele tiden må vi ned for at hvile ud. Over en bestemt højde er det ikke muligt at regenerere kroppen uanset om man kan spise og sove (hvad der også er svært), man skal ned.

Første etappe var indretning af højlejr 1 på Nordsadlen i 7070 meters højde (Amerikanere kalder denne lejr Lejr 7, da de tæller alle mellemlejre med. Det lyder mere imponerende!). Ruten går over gletsjeren, som kan være utrolig varm da den er beskyttet på 3 sider af klipper. Man er alligevel nød til at have det varmeste tøj med, for hvis solen går væk er der bittert koldt i denne højde. Det indskrænker desværre ens lastkapacitet både vægt og volumenmæssigt. I toppen af gletsjeren går det lodret 500 meter op ad en isvæg. På toppen af væggen hænger snemasser, som af og til kommer ned som laviner. Det er et meget "morsomt" afsnit. Denne højlejr måtte vi indrette 3 gange efter at snestorme havde flænget teltene.

Fra lejr 1 gik det ad en snerampe i retning Nordøstkammen. Her var en herlig udsigt (når vejret tillod det) til den ene side mod det hellige bjerg Pumori og på den anden side ned over Rongbuk gletsjeren. Fra denne rampe gik det tværs over Nordvestvæggen mod Great Couloir. Det er også et "morsomt" afsnit da der hele tiden er stenslag p.g.a. at sol og is sprænger sten løse på væggen. Efter denne travers og lidt op i Great Couloir fandt vi plads til højlejr 2 - et lille telt.

Op gennem Great Couloir gik det. Vi var nu efter de tvungne pauser og genopretning af lejre efter stormene kommet under tidspres. Alle ved at når monsunen kommer SKAL vi være ude af området, hvis vi ikke vil lukkes inde til efteråret kommer. Vejrmeldingerne sagde at monsunen var begyndt at bevæge sig fra Den bengalske Bugt tværs over det indiske subkontinent. I et sidste forsøg gik det opad. Selv om den sidste solskinsdag gav en pragtfuld klatreoplevelse - en kammerat, Mark, sagde, at det var som at klatre i en domkirke - lykkedes det ikke at komme ud på toppyramiden. Vores bedste klatrer, Heinz, måtte opgive i 8300 meters højde.

Resten er hjemrejse: Lejrene blev pillet ned, alt brændbart blev brændt, øvrigt affald pakket ned og læsset på yak okserne og ned gik det til basislejren, alt på lastvogn og næsen mod Nepal. Et sidste blik tilbage: Mt.Everest helt indhyllet i skyer. På grænsen til Nepal møder vi den første udløber af monsunen med kraftig regn. I Kathmandu skaffer alle sig, hvad der er blevet drømt om de sidste uger (NEJ, ikke samvær med mennesker af det modsatte køn, men brusebad og "rigtig" mad: Burgere og kage!).

Hjemme igen:

Alle var egentlige glade og lettede da det hjemad. De sidste uger var simpelthen for hårde til at man kunne ærge sig over at man ikke nåede det sidste stykke. Mt.Everest helt indhyllet i sorte skyer gjorde afskeden nem.

Under de givne omstændigheder: Rutens sværhedsgrad, at bjerget trods alt er verdens højeste, at snestorme gav færre klatredage end et gennemsnitsår, vores styrke og erfaringsgrundlag - jeg synes at vi fik det maksimale ud af forsøget. Situationens alvor ses af at kun 1 bjergbestiger nåede toppen fra nordsiden mens vi var der og han nåede ikke ned igen. Vores vigtigste mål, at vi alle kom vel hjem igen, nåede vi. 7 af vore kammerater fra andre ekspeditioner kom ikke mere hjem, andre kom hjem med blivende skader. Lad os glæde os over at de fik det privilegium som selv i dag ikke er en selvfølgelighed: At bruge deres liv på hvad de fandt vigtigt i livet, og lad mindet om dem spore os til at bruge vore liv ordentligt.

Hvad bliver så tilbage efter en sådan ekspedition? Det er uhyre individuelt. I et team på sådan en ekstrem opgave ser man virkeligt, hvor forskellige mennesker er, men også hvor vigtigt det er netop at være forskellige og dermed kunne bidrage med særlige kunnen til at den fælles opgave får succes! Dette gælder selvfølgeligt også i dagens Danmark: Vi har brug for forskellige mennesker med forskellige egenskaber.
Tænk hvilken glæde det er at leve i en tidsalder, hvor "almindelige" mennesker kan få oplevelser som før var forbeholdt en lille elite. Det giver glæde over at være til, det sætter hverdagens fortrædeligheder i perspektiv men det giver også forpligtigelser: Hvis vi vil beholde et sådant samfund må der arbejdes til fælles bedste. Liberale egoismer og "køren på frihjul for mig alene" er døden for det nuværende samfund, så hjælper nok så mange modeord ikke.

Hvad skal man sige når man ikke helt når det mål, som man har brugt så mange kræfter på: Gandhi sagde at vejen er målet og desto flere oplevelser man får i livet desto mere synes man at han har ret.